Alt om møbler og indretning
Posted by admin in Møbler on december 19th, 2011 | No Comments »Umiddelbart efter anden verdenskrig blev en af de mest frugtbare perioder for dansk møbelkunst. Snedkerhåndværkerne var ypperlige, og skolerne havde allerede uddannet et stort antal møbelarkitekter, som kendte til håndværket.
Det førte efterhånden til, at Snedkerlaugets udstillinger blev et vækstforum, der nærmest havde karakter af idebegivenheder. Forklaringen på denne nytænkning var dels det diskutionsforum skolernes undervisning gav, og ikke mindst de regelmæssige konkurrencer, som Snedkerlauget afholdt, hvor de vindende projekter altid skulle virkeliggøres. Dertil kom den store omtale, begivenheden fik efter krigen både nationalt og internationalt.
Danmark blev møbellandet fremfor alle. De eksklusive møbelmodeller vandt en enorm efterspørgsel, ikke mindst i USA. De danske snedkermestre og deres arkitekter blev i mange tilfælde stærkt toneangivende. Man kan blot tænke på navne som Finn Juhl, Hans J.Wegner og Børge Mogensen, der jo den dag i dag fremstår som lysende eksempler på nytænkning og fremragende håndværk. Den internationale presse samt et hurtigt udviklet produktionsapparat dannede tilsammen en forudsætning for, at snedkerne og arkitekterne fik mulighed for at udvikle deres ideer til møbler.